Jeg mener, at jeg som socialliberal kan være en ideologisk funderet politiker, der samtidig opererer i midten af dansk politik, og derfor forsvarer bredt anerkendte værdier som demokrati, social omfordeling, og en rimelig arv til vore efterkommere som vi kan være bekendt. Det er vigtigt at få valgt politikere, der kan tænke i lidt mere langsigtede og ideologiske perspektiver - ellers ender politik som ren administration. Samtidig er det vigtigt, at de ideologiske overvejelser om samfundet som vælgerne præsenteres for, ikke kun repræsenterer de ekstreme fløje, mens midten nøjes med at administrere forretningen Danmark A/S. Hvis folk ønsker flere politikere, der ikke bare taler dem efter munden, men rent faktisk har egne visioner for samfundet er jeg et godt bud.
Jeg er aktiv i politik fordi jeg ønsker at gøre en forskel. Man kan vælge at lade sig styre af udviklingen, eller man kan forsøge at være med til at styre den. Personligt har jeg har altid foretrukket det sidste, men kan naturligvis godt respektere at andre har det anderledes. Desuden er det min erfaring, at ethvert Fællesskab (boligforening, idrætsklub, skolebestyrelse osv.) forudsætter at nogen er villige til at trække læsset og stille op. Derudover arbejder jeg for en anden politik end den hidtil førte, hvilket efter min bedste overbevisning kræver en anden statsminister.
Jeg er klar over at vejen til folketinget er et langt sejt træk, og at jeg ikke kan forvente at blive valgt ind i første omgang. Dette betyder dog ikke at jeg ikke er klar hvis muligheden byder sig.
Mit håb er at min opstilling vil føre til en suppleantpost, der måske kan give en kort periode i folketinget i den kommende valgperiode, og at det under alle omstændigheder er med til at køre mig i stilling til kommende valg.
Jeg har brug for al den støtte til opgaven jeg kan få, du er derfor velkommen til at støtte min valgkamp. Dette kan du gøre enten ved at melde dig til min strategi-gruppe, til min plakatophængningsgruppe, eller ved at indbetale et støttebeløb til min valgkamp.
Uanset hvordan du ønsker at støtte mit kandidatur kan du henvende dig på kontakt@jeppetrolle.dk med et godt råd, eller spørgsmål om hvordan du kan støtte min opstilling.